mandag den 9. august 2010

Himmerigsmundfulde


De her småkager smelter bogstavelig talt i munden. Og så er det min erfaring, at alt hvad der bliver tyllet, imponerer dine kaffegæster. Himmerigsmundfulde er både nemme og hurtige at lave. Har man ikke et tyllesæt, kan en engangspose med et hul i det ene hjørne også gå, når kagerne skal formes.

Antal: 20 stk.

Ingredienser
  • 175 g blødgjort smør
  • 50 g sukker
  • 1 æggeblomme
  • 175 g hvedemel
  • revet skal af 1/2 økologisk appelsin eller citron
  • 1 spsk appelsin- eller citronsaft
  • revet appelsin- eller citronskal til pynt
Varm ovnen op til 190 grader. Find to bageplader frem og beklæd dem med bagepapir.

Rør smør og sukker sammen, til det er lyst og cremet, og tilsæt æggeblommen. Rør mel, citrusskal og - saft i, så du får en glat, tyk pasta.


Kom pastaen i en sprøjtepose med en stor stjernetylle. Hvis man er alene hjemme og ikke kan få hjælp til at holde sprøjteposen, plejer jeg at placere den i et decilitermål eller en vase, så man ikke grisser hele køkkenet til.


Sprøjt cirka fem centimeter store rosetter ud på pladerne. Tryk forsigtigt lidt tørret citrusskal ind i toppen på hver af dem.


Bag kagerne i 15-20 minutter, til de er bleggyldne. Lad dem køle af på pladerne i nogle få minutter, og flyt dem derefter over på en rist. Kagerne er meget delikate, så man skal ikke være alt for voldsom med dem.


Kagerne kan sagtens holde sig i en lufttæt beholder, men sørg for kun at have én slags kage i hver dåse. Hvis du blander bløde og sprøde småkager, bliver de alle sammen bløde, og de tager smag af hinanden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for besøget. Hvor hyggeligt at du kiggede forbi.
Skriv endelig en hilsen eller kommentar.